Turist turen!

Efter vores mindre vellykkede ferskvands sats, begav vi os igen mod Christchurch for at goere diverse indkoeb; mad til 2 uger, flere memorycards til de gloedende kameraer, forfangsmateriale, og en saerdeles stor kniv. Ydermere fik vi endelig koebt noget rigtig sprit til vores trangia saet. Hernede er deres sprit dog lilla, og hedder methylated spirits - burde vi maaske lige have tjekket inden vi drog afsted, saa vi ikke havde lavet mad paa petroleum i en uge. Det skal dog naevnes at det er saerdeles effektivt, og man kan koge ris paa ca 7 min samtidig med at der staar stikflammer paa 50 cm op fra trangia'en. Derudover efterlader det herlige braendstof et sodlag paa 1mm paa alle de gryder der har vaeret i brug. Ekstra bonus var det, at alle vores ting blev sorte, hvilket ogsaa inkluderede os selv.

Vi begav os herefter mod Akaroa paa oestkysten, et gammelt vulkan omraade, der dog er saerdeles inaktivt. Vi naaede foerst hertil ved 20-tiden, saa der blev kun lige tid til madlavning, et spil kort, og naturligvis lige at faa skrevet logboeger.
Dagen efter regnede det, saa det var ikke det mest optimale vejr at besoege omraadet i. Kl 10 havde vi en aftale med Arne og Mette fra vejen hjemme i Viborg, da vi lige havde passet ind at vi kunne vaere i Akaroa samtidigt. Det var saerdeles hyggeligt lige at moedes med nogen af dem hjemmefra saa langt vaek. Eftersom De ogsaa havde vaeret i Australien, kunne vi udveksle lidt erfaringer herfra, og ellers bare nyde en gang Flat White, imens Vilhelm fik sin kakao. Arne og Mette skulle dog videre nordpaa, mens vi skulle videre sydpaa, saa vi broed op efter ca en times tid, og begav os hver vores vej.
Foerst gik vi dog lige en lille tur i byen, hvilken var overstaaet i loebet af af 5 min.

Vi koerte videre mod Timaru, Dunedin og Invercargill. I Timaru blev der tid til lige at gaa en tur gennem byen, der viste sig at vaere noget stoerre end vi lige havde regnet med. Da vi ikke rigtig skulle noget her, var vi hurtigt tilbage paa vejen, og paa vej mod Dunedin. Vi havde ladet os fortaelle at der skulle vaere et albatros reservat herude, saa det var vi enige om at vi lige maatte ud og se. Efter en koeretur med alt for mange sving, var vi ved reservatet; Otago Peninsula. Der var dog ikke en eneste albatros herude, saa vi maatte noejes med at se paa en fed og saerdeles doven soeloeve der laa og solbadede paa stranden. Vilhelm gik dog i selvsving og drillede maagerne, ved at proeve at lokke dem ind i bilen - det var nok meget godt at det ikke lykkedes ham :)
Turen gik videre mod Invercargill, og efter et par timers koersel var vi fremme. Det var dog blevet aften, saa vi fandt et passende sted at sove, fik fyret op under vores trangia'er. Endnu engang blev tiden fordrevet med et spil 500, og at kradse dagens begivenheder ned i logboegerne. Ydermere blev der lige tid til at vende et par sider i "the red dragon".
Den efterfoelgende dag koerte vi ind til byen, og fandt et multimarked, hvor vi fik koebt en slibesten, krogudloeser, og div. latterlige t-shirts. Nu var det store spoergsmaal saa om turen skulle gaa videre direkte mod Queenstown, eller om vi skulle aflaegge Milford Sound et besoeg.
Det endte med at vi valgte sidstnaevnte loesning.
Det skulle vise sig at det bestemt ikke var noget som vi ville fortryde.

Vejen dertil ledte os forbi de store og voldsomt dybe soeer: Lake Manapouri og Lake Te Anau, som er hhv 417 og 440 m dybe, ydermere kan det naevnes at Lake Te Anau er 61 km lang! Og naturligvis er vandet fuldstaendig latterligt klart heri, det er som taget ud af en den mest manipulerede ferie brochure - absolut, helt og aldeles fantastisk flot!
Inden vi koerte af denne vej mod Milford, var vi begge en smule skuffede over NZ i forhold til Oz. Vores tur til Milford vendte dog helt op og ned paa dette, og soergede i saerdeleshed for at NZ steg vaesentligt i graderne. Naturen paa vej derud, og derude var ganske enkelt fulstaendig betagende og overvaeldende. Selvom det regnede den foerste dag vi tilbragte derude, var det stadig ligesaa imponerende. Aldrig nogensinde har nogen af os set saa, uspoleret og helt utaemmet natur. Det er lidt svaert at beskrive det, hvis ikke man selv har oplevet det, men fantastisk det var det ihvert fald! Alle der skal til NZ boer tage turen til Milford, det ville vaere meget at gaa glip af.
Dagen efter havde vi hoejt solskin, og det hele blev endnu mere fantastisk, hvilket aabenbart ikke var umuligt :)

Vi maatte dog videre paa turen, og begav os nu mod queenstown. Vi fik dog lige tid til at faa fyldt vores vand depoter ved en smeltevandsflod paa vejen, ogsaa her var vandet sprit klart, dvs sprit klart sammenlignet med dansk sprit, og ikke det lilla snask de benytter hernede.
Vi kom til Queenstown ved 18-tiden, koerte en lille tur gennem byen, men besluttede at det maatte vente til dagen efter foer vi saa naermere paa byen, og koerte blot ud igen, og fandt et sted hvor vi kunne tilbringe natten.
Naeste dag startede paa Starbucks <3, og derefter fulgte en alt for lang internet sektion, hvor det forsoemte for 14 dage skulle indhentes. Til sidst havde vi (naesten) styr paa det hele, og blev enige om at det maatte vaere paa tide at faa bestilt vores laenge ventede og frygtede bungy jump.
Vi mere eller mindre skyndte os hen og fik bestilt og betalt, saaledes vi ikke rigtig kunne naa at fortryde. Nu var der ingen vej tilbage, og dagen efter kl 12.30 skulle vi begge springe ud fra Nevis 134 m higwire bungy! Resten af denne dag gik med at taenke over hvad det egentlig var at vi havde rodet os ud i, samt lige at faa samlet nerverne. Generelt lavede vi ikke rigtig noget denne dag. Aftenen gik med de obligatoriske ting, og der blev endda lige tid til at laese om Hannibal Lecter i the Red Dragon, saaledes kunne man taenke lidt paa en seriemorder i stedet for bungy, og lige paa det tidspunkt var det naermest beroligende.

Efter en overraskende rolig soevn, var dagen kommet, og det var tid til vores bungy.
I bilen paa vej ind til byen blev der baellet V energidrik og hoert Rammstein for lige at faa gejlet stemningen godt op.
Da vi ankom til butikken, skulle der skrives under paa en masse papirer, herunder at man mere eller mindre var lidt ligeglad med sit liv, og lagde det 100% i haenderne paa Aj Hackett's personale. Herligt :)
Alt i mens vi ventede paa bussen der skulle koere os derud, brugte vi ventetiden henslaenget i et par saekkestole og saa en frygtelig masse videoer fra de forskellige aktiviteter. Mens man sad der, foeltes det egentlig helt okay, og ikke saa slemt igen.

Bussen ankom endelig, og efter lidt hurtigt info var vi afsted. Turen derud varede ca. en time, men foeltes dog endnu laengere.
Endelig naaede vi derud, og vi fik alle en masse seler med carabin hager spaendt fast paa kroppen. Herefter blev vi alle sendt ud til det lille gyngende hus, i hold af 5 og 6. Vi skulle springe efter vaegt, saa de tungeste foerst og de letteste til sidst. Vilhelm skulle derfor springe nogen stykker foer mig, og naaede ikke at staa der saerlig laenge foer han skulle kaste sig ud i det. Da han havde faaet spaendt sine "fodlaenker" fast, og faaet fastgjort en masse liner, var han ellers klar til at springe. Saa var det ellers at trippe ud til kanten og, saa ellers bare smide sig ud i det paa BUNGY! Han klarede det som han skulle, og var helt oppe at koere da han var blevet hejst op, og overbeviste mig om at det var de fedeste han nogensinde havde proevet, men at de foerste par sek var saerdeles ulaekre. Saa var det bare at staa og blive mere nervoes og vente paa min tur. Endelig blev det min tur, og efter at alt var fastgjort, og man havde faaet instruktioner, var det bare at trippe ud til kanten. Da jeg syntes at det var at jeg stod tilpas taet paa kanten, blev instruktoeren dog ved med at skubbe og sige lidt laengere! Taenkte vist bare " nu skal du fandme lade vaere med at skubbe, jeg er rigeligt taet paa kanten"! :) Dog trippede man lige det sidste af vejen, og saa var det ellers bare at falde i paa BUNGY! De foerste par sekunder af faldet foeles ganske klamt, idet at det for alvor gaar op for en at man styrter nedad mod floden og kloeften med hovedet foerst, uden noget som helst at holde fast i, og med en noget tynd elastik koblet til livet og benene. De sidste sekunder er dog de fedeste nogensinde, de giver et sublimt og vanvittigt kick! Fedt fedt fedt!
Efter vores spring fik vi at vide at for 165 kr ekstra kunne vi komme over og proeve deres nyeste attraktion - "The Arc", en slags kaempe gynge. Nu da vi alligevel var der, blev det hurtigt vedtaget at det skulle vi da ogsaa proeve, men det er en helt anden historie, og den maa vente til naeste gang der skrives blog.

Vi begiver os nu mod Wanaka og Fox Glacier'en, og satser paa at vaere i Wellington om en lille uges tid.