Turist turen!

Efter vores mindre vellykkede ferskvands sats, begav vi os igen mod Christchurch for at goere diverse indkoeb; mad til 2 uger, flere memorycards til de gloedende kameraer, forfangsmateriale, og en saerdeles stor kniv. Ydermere fik vi endelig koebt noget rigtig sprit til vores trangia saet. Hernede er deres sprit dog lilla, og hedder methylated spirits - burde vi maaske lige have tjekket inden vi drog afsted, saa vi ikke havde lavet mad paa petroleum i en uge. Det skal dog naevnes at det er saerdeles effektivt, og man kan koge ris paa ca 7 min samtidig med at der staar stikflammer paa 50 cm op fra trangia'en. Derudover efterlader det herlige braendstof et sodlag paa 1mm paa alle de gryder der har vaeret i brug. Ekstra bonus var det, at alle vores ting blev sorte, hvilket ogsaa inkluderede os selv.

Vi begav os herefter mod Akaroa paa oestkysten, et gammelt vulkan omraade, der dog er saerdeles inaktivt. Vi naaede foerst hertil ved 20-tiden, saa der blev kun lige tid til madlavning, et spil kort, og naturligvis lige at faa skrevet logboeger.
Dagen efter regnede det, saa det var ikke det mest optimale vejr at besoege omraadet i. Kl 10 havde vi en aftale med Arne og Mette fra vejen hjemme i Viborg, da vi lige havde passet ind at vi kunne vaere i Akaroa samtidigt. Det var saerdeles hyggeligt lige at moedes med nogen af dem hjemmefra saa langt vaek. Eftersom De ogsaa havde vaeret i Australien, kunne vi udveksle lidt erfaringer herfra, og ellers bare nyde en gang Flat White, imens Vilhelm fik sin kakao. Arne og Mette skulle dog videre nordpaa, mens vi skulle videre sydpaa, saa vi broed op efter ca en times tid, og begav os hver vores vej.
Foerst gik vi dog lige en lille tur i byen, hvilken var overstaaet i loebet af af 5 min.

Vi koerte videre mod Timaru, Dunedin og Invercargill. I Timaru blev der tid til lige at gaa en tur gennem byen, der viste sig at vaere noget stoerre end vi lige havde regnet med. Da vi ikke rigtig skulle noget her, var vi hurtigt tilbage paa vejen, og paa vej mod Dunedin. Vi havde ladet os fortaelle at der skulle vaere et albatros reservat herude, saa det var vi enige om at vi lige maatte ud og se. Efter en koeretur med alt for mange sving, var vi ved reservatet; Otago Peninsula. Der var dog ikke en eneste albatros herude, saa vi maatte noejes med at se paa en fed og saerdeles doven soeloeve der laa og solbadede paa stranden. Vilhelm gik dog i selvsving og drillede maagerne, ved at proeve at lokke dem ind i bilen - det var nok meget godt at det ikke lykkedes ham :)
Turen gik videre mod Invercargill, og efter et par timers koersel var vi fremme. Det var dog blevet aften, saa vi fandt et passende sted at sove, fik fyret op under vores trangia'er. Endnu engang blev tiden fordrevet med et spil 500, og at kradse dagens begivenheder ned i logboegerne. Ydermere blev der lige tid til at vende et par sider i "the red dragon".
Den efterfoelgende dag koerte vi ind til byen, og fandt et multimarked, hvor vi fik koebt en slibesten, krogudloeser, og div. latterlige t-shirts. Nu var det store spoergsmaal saa om turen skulle gaa videre direkte mod Queenstown, eller om vi skulle aflaegge Milford Sound et besoeg.
Det endte med at vi valgte sidstnaevnte loesning.
Det skulle vise sig at det bestemt ikke var noget som vi ville fortryde.

Vejen dertil ledte os forbi de store og voldsomt dybe soeer: Lake Manapouri og Lake Te Anau, som er hhv 417 og 440 m dybe, ydermere kan det naevnes at Lake Te Anau er 61 km lang! Og naturligvis er vandet fuldstaendig latterligt klart heri, det er som taget ud af en den mest manipulerede ferie brochure - absolut, helt og aldeles fantastisk flot!
Inden vi koerte af denne vej mod Milford, var vi begge en smule skuffede over NZ i forhold til Oz. Vores tur til Milford vendte dog helt op og ned paa dette, og soergede i saerdeleshed for at NZ steg vaesentligt i graderne. Naturen paa vej derud, og derude var ganske enkelt fulstaendig betagende og overvaeldende. Selvom det regnede den foerste dag vi tilbragte derude, var det stadig ligesaa imponerende. Aldrig nogensinde har nogen af os set saa, uspoleret og helt utaemmet natur. Det er lidt svaert at beskrive det, hvis ikke man selv har oplevet det, men fantastisk det var det ihvert fald! Alle der skal til NZ boer tage turen til Milford, det ville vaere meget at gaa glip af.
Dagen efter havde vi hoejt solskin, og det hele blev endnu mere fantastisk, hvilket aabenbart ikke var umuligt :)

Vi maatte dog videre paa turen, og begav os nu mod queenstown. Vi fik dog lige tid til at faa fyldt vores vand depoter ved en smeltevandsflod paa vejen, ogsaa her var vandet sprit klart, dvs sprit klart sammenlignet med dansk sprit, og ikke det lilla snask de benytter hernede.
Vi kom til Queenstown ved 18-tiden, koerte en lille tur gennem byen, men besluttede at det maatte vente til dagen efter foer vi saa naermere paa byen, og koerte blot ud igen, og fandt et sted hvor vi kunne tilbringe natten.
Naeste dag startede paa Starbucks <3, og derefter fulgte en alt for lang internet sektion, hvor det forsoemte for 14 dage skulle indhentes. Til sidst havde vi (naesten) styr paa det hele, og blev enige om at det maatte vaere paa tide at faa bestilt vores laenge ventede og frygtede bungy jump.
Vi mere eller mindre skyndte os hen og fik bestilt og betalt, saaledes vi ikke rigtig kunne naa at fortryde. Nu var der ingen vej tilbage, og dagen efter kl 12.30 skulle vi begge springe ud fra Nevis 134 m higwire bungy! Resten af denne dag gik med at taenke over hvad det egentlig var at vi havde rodet os ud i, samt lige at faa samlet nerverne. Generelt lavede vi ikke rigtig noget denne dag. Aftenen gik med de obligatoriske ting, og der blev endda lige tid til at laese om Hannibal Lecter i the Red Dragon, saaledes kunne man taenke lidt paa en seriemorder i stedet for bungy, og lige paa det tidspunkt var det naermest beroligende.

Efter en overraskende rolig soevn, var dagen kommet, og det var tid til vores bungy.
I bilen paa vej ind til byen blev der baellet V energidrik og hoert Rammstein for lige at faa gejlet stemningen godt op.
Da vi ankom til butikken, skulle der skrives under paa en masse papirer, herunder at man mere eller mindre var lidt ligeglad med sit liv, og lagde det 100% i haenderne paa Aj Hackett's personale. Herligt :)
Alt i mens vi ventede paa bussen der skulle koere os derud, brugte vi ventetiden henslaenget i et par saekkestole og saa en frygtelig masse videoer fra de forskellige aktiviteter. Mens man sad der, foeltes det egentlig helt okay, og ikke saa slemt igen.

Bussen ankom endelig, og efter lidt hurtigt info var vi afsted. Turen derud varede ca. en time, men foeltes dog endnu laengere.
Endelig naaede vi derud, og vi fik alle en masse seler med carabin hager spaendt fast paa kroppen. Herefter blev vi alle sendt ud til det lille gyngende hus, i hold af 5 og 6. Vi skulle springe efter vaegt, saa de tungeste foerst og de letteste til sidst. Vilhelm skulle derfor springe nogen stykker foer mig, og naaede ikke at staa der saerlig laenge foer han skulle kaste sig ud i det. Da han havde faaet spaendt sine "fodlaenker" fast, og faaet fastgjort en masse liner, var han ellers klar til at springe. Saa var det ellers at trippe ud til kanten og, saa ellers bare smide sig ud i det paa BUNGY! Han klarede det som han skulle, og var helt oppe at koere da han var blevet hejst op, og overbeviste mig om at det var de fedeste han nogensinde havde proevet, men at de foerste par sek var saerdeles ulaekre. Saa var det bare at staa og blive mere nervoes og vente paa min tur. Endelig blev det min tur, og efter at alt var fastgjort, og man havde faaet instruktioner, var det bare at trippe ud til kanten. Da jeg syntes at det var at jeg stod tilpas taet paa kanten, blev instruktoeren dog ved med at skubbe og sige lidt laengere! Taenkte vist bare " nu skal du fandme lade vaere med at skubbe, jeg er rigeligt taet paa kanten"! :) Dog trippede man lige det sidste af vejen, og saa var det ellers bare at falde i paa BUNGY! De foerste par sekunder af faldet foeles ganske klamt, idet at det for alvor gaar op for en at man styrter nedad mod floden og kloeften med hovedet foerst, uden noget som helst at holde fast i, og med en noget tynd elastik koblet til livet og benene. De sidste sekunder er dog de fedeste nogensinde, de giver et sublimt og vanvittigt kick! Fedt fedt fedt!
Efter vores spring fik vi at vide at for 165 kr ekstra kunne vi komme over og proeve deres nyeste attraktion - "The Arc", en slags kaempe gynge. Nu da vi alligevel var der, blev det hurtigt vedtaget at det skulle vi da ogsaa proeve, men det er en helt anden historie, og den maa vente til naeste gang der skrives blog.

Vi begiver os nu mod Wanaka og Fox Glacier'en, og satser paa at vaere i Wellington om en lille uges tid.

Rundt omkring i NZ

Efter at have tilbragt 4 dage paa Base backpackers i Christchurch, havde vi nu faaet koebt bil, og var mere end parate til at komme ud af storbyen!

Vi kom endelig fra Christchurch efter at have taaget rundt i udkanten af byen ca 45 min, da vi ikke kunne finde de rigtige skilte, der skulle foere os op langs oestkysten, men efter de 45 min, lykkedes det dog endelig, og vi begav os mod Kaikoura - en gammel hvalfanger by, hvor der den dag i dag, kan ses hvaler, delfiner, albatrosser, soeloever, saeler og pingviner.

Det var lidt specielt at skulle vaenne sig til at koere i den modsatte side af vejen, og det endda siddende i hoejre side af bilen, ydermere er der byttet rundt paa blinklys og vinduesviskere, saa i visse kryds kunne den godt lige faa en gang vinduesvisker i stedet for at blinke - tsk tsk.
Det lykkedes dog at komme helskindede ud til Kaikoura. Efter at have sprunget lidt rundt paa klipperne og observeret nogen smaafisk blive jagtet af noget saerdeles modbydeligt stort, var vi enige om at vi maatte finde et sted langs kysten hvor vi kunne proeve at fiske. Det lykkedes ret hurtigt, det skulle dog vise sig at vaere et saerdeles daarligt spot vi havde fundet os; efter at have kastet, eller alt imens man var igang med det, maatte man loebe frem og tilbage for at undgaa boelgerne. Vi fiskede ca 10 min foer vi droppede det. Vi koerte i stedet ud til byens saelkoloni, hvor der var en helt utrolig udsigt, men saelerne glimrede dog ved deres fravaer, og kun rent tilfaeldigvis spottede vi en enkelt da vi koerte ud for at finde et sted hvor vi kunne overnatte.
Vi fandt et passende sted, der laa ret praktisk ned til en flod, og med havet ca 100 m vaek. Trangia'erne blev fundet frem, og vi kunne efter 20 min spise en over ordentlig stor portion ris, med tilhoerende chili sauce og noget daasesnask af en art.
Herefter blev tiden slaaet ihjel med at skrive logboeger, og der blev yderligere tid til at goere en ende paa Digital Fortress. Denne maa siges at vaere den daarligste af Dan Brown's boeger, hvilket dog ikke vil sige at den er decideret daarlig, men blot ikke ligesaa god som de 3 andre.

De 2 efterfoelgende dage blev ogsaa tilbragt ved Kaikoura. I loebet af disse dage fangede vi en lille kahawai paa 20 cm, ikke lige frem det vilde, men da det var turens foerste fisk, var lykken total:). Vi tog ud med en baad for at se delfiner, og man maa sige at vi fik set rigeligt. Kaptajnen fandt ret hurtigt en flok paa 200 individer, saa enhver delfin fanatiker kunne til fulde faa sin lyst styret. Floden der loeb gennem byen skulle ogsaa lige have en chance. Paa trods af at vi saa 5 brown trouts, lykkedes det dog ikke at faa nogen af dem til at hugge. Saa efter delfinturen, besluttede vi os for at koere mod vestkysten, for at finde de "rigtige" floder, der forhaabentligt kunne byde paa lidt bedre held.

Den naeste uge, skulle dog ikke forloebe helt som planlagt, vi kom til at koere caa 1200 km, og det uden at fange en eneste fisk. Ret imponerende bedrift. Vi proevede Hope, Travers, brown grey, blue grey, upper grey, mariua, buller, og pareora river, alle som sagt uden held. Til Travers var der endda en herlig travetur paa 2,5 time hver vej. Det var ogsaa her vio fandt flest fisk, men vandstanden var latterligt lav, og fiskene var mere end spooked. selv med 0.14 spids og 5 meter var de ikk til faa til noget. Sa vi maatte vende snuden tilbage, og gaa den herlige tur endnu en gang. Vi overnattede ved Lake Rotoiti to naetter, da vi lige havde en stener dag dagen efter det skuffende besoeg i Travers.
Der var nogen saerdeles gustne aal i soeen paa en 3-4 kg, hvilke man dog ikke maatte fange, men de toeffede dovent rundt hoejt oppe i vandet, hvilket ikke gjorde det voldsomt indbydende at bade der, men ikke desto mindre gjorde vi det nu alligevel.

Vi besluttede os for at koere til Lake Rotoroa i stedet, og saa give Sabine og D'urville river et forsoeg. Dette ville ifoelge skiltet kraeve en gaatur paa 5 timer hver vej, dog var der haengt et skilt op hvor der stod: grundet vaeltede traeer som smeltevandet har bragt ned, vil turen tage vaesentlig laengere tid, dette gav vi ikke naermere eftertanke, og pakkede et par store tasker, mad til to dage, og begav os afsted paa hvilket der skulle vise sig at vaere mission fucking stupid!
Efter at vaere kravlet, hoppet, klatret, og efter at have tvunget sig igennem klynger af store vaeltede traeer i 3 timer uden at vaere kommet saerlig langt, maatte vi indse at det nok ikke var en skide god ide alligevel. Saa efter en energidrik og en pakke grovkiks begav vi os tilbage mod soeen. Efter yderligere 3 timers tungt forhindringsloeb, kunne vi noget udmattede hoppe i soeen, og derefter begive os videre. Vores taalmodighed med ferskvandsfiskeriet var ved at vaere ret opbrugt!

Det var lidt om hvad der er sket efter vi er startet paa vores egen koeretur. Det skal dog naevnes at turen naesten kun er blevet bedre siden, og dette vil der naturligvis komme mere om snarest muligt, med lidt god vilje, saa maaske allerede i morgen.

Farewell to awesome Oz!

For lige at goere vores Oz tur faerdig, saa endte vi i Alice Springs, der ligger ca midt i landet, og hvor der er 40 grader + hver dag, ydermere har de nok verdens stoerste population af fluer og myg, hvilket er ret belastende i laengden! De har ingen vind, og det er naesten ikke til at vaere udenfor hvis ikke der er en pool i naerheden.
Hvad angaar vores guide og hans forhold til at koere, saa maa man nok sige at han havde en lidt alternativ politik hertil. Foedderne op i forruden, en bog paa instrumentbraettet, og i ny og nae rode med sin ipod for at skifte til enten noget 80'er musik, eller saerdeles elendig tysk techno. En sjaelden gang gik der dog baade Beatles og eller Village People i den, og han fik som regel hele bussen op at staa.



De sidste to naetter inden vi kom til Alice Springs, fik vi paent lov til at sove udenfor. Det syntes ikke helt betryggende at sove under aaben himmel med tanke paa alle de halv eller hel klamme dyr der nu maatte befinde sig rundt omkring. James mente dog at saa laenge vi fik rystet de smaa swags vi skulle i godt, saa skulle det nok gaa, bare vi ogsaa lige fik pakket vores ting vaek, saa dingoerne ikke smuttede afsted med dem, James havde paa sin sidste tur faaet hugget sine sko af netop dingoer. Disse yderst skinmagre, vilde hunde, er yderst nysgerrige og stikker af med alt hvad de kan komme til.


Anyway, vi overlevede paa mirakuloes vis begge naetter, og ingen af syntes at vhave taget synderligt skade af maaske at have slugt et par edderkopper i loebet af natten.
Det var en ganske fascinerende og helt igennem fantastisk oplevelse at sove under aaben himmel med de mest klare og skinnende stjerner - helt klart vaerd at sluge et par edderkopper for! Den sidste aften gik med at jagte wallabies (smaa kaenguruer) i et bjergomraade taet ved hvor vi skulle sove. Vores guide havde fortalt os at de var ret sjaeldne, saa vi skulle vaere glade hvis vi fik bare en enkelt at se. Det lykkedes dog at finde 5, saa det var mere end vellykket, og alle kunne vaere godt tilfredse.
Men vores guidede tur lakkede mod enden, og det betoed desvaerre ogsaa farvel til alle de andre hoveder vi havde laert at kende paa de 13 dage der var gaaet fra vi forlod Sydney. Det var lidt trist, men saa er det fint man har facebook :P Dog var der heldigvis en 6 stykker der skulle samme vej som os - til cairns, dykkerparadiset :D Dan Brown's Deception Point blev gjort faerdig den sidste dag, og maa egentlig siges at vaere ganske fornuftig, dog vil jeg mene at Stieg Larsson's boeger er mere interessante, og alligevel er man endt op med Digital Fortress af Dan Brown, men indtil videre virker det bestemt ogsaa som god underholdning!


Vi ankom til Cairns i loebet af eftermiddagen fredag d. 23 januar, og blev moedt af en ganske ulidelig luftfugtighed; luftfugtigheden i Cairns er ca. 70% hoejere end i Alice Springs hvor vi var floejet fra, saa man kan vel bedst beskrive det som at faa et rigtig klamt, overvaadt og varmt viskestykke slynget i ansigtet. Ydermere havde vi ladet os fortaelle at der skulle vaere monsun regn - saa det skulle nok blive nogen interessante dage i Cairns :) Det skulle dog senere vise sig, at lige netop den uge hvor vi var der, var der et ophold i regnen, og allerede dagen efter vi var taget derfra var den helt gal igen, saa lidt heldige var vi dog.
Det blev hurtigt vedtaget at vi skulle igang med dykkercertifikatet hurtigst muligt; da det egentlig var det vi foerst of fremmest var kommet for.
Dagen inden blev der dog tid til at aflaegge "The Woolshed" et visit. Her kunne man faa en alt for stor tallerken mad, dessert og en stor fadoel for 10$ hvilket vil sige ca. 40 Dkk, hvilket maa siges at vaere latterligt billigt, saa hvorfor lade vaere.
Senere viste det sig dog at det ikke blot var et spisested her, men der var saa sandelig gang i den, og aaben til langt ud paa natten. Ydermere var der de mest besynderlige og bizarre konkurrencer som jeg slet ikke engang vil naevne her, men underholdende det var det bestemt. Denne aften havde vi ogsaa faaet foelgeskab af 2 hollaendere, 2 englaendere og 2 oestrigere som alle havde vaeret med paa vores guidede tur, saa alt i alt var det en saerdeles hyggelig og fornoejelig aften, der endte med at ALLE dansede rundt paa bordene - en anden aussie ting, man aabenbart bare goer, og hvis ikke, kan man vaere sikker paa at blive hevet derop alligevel.

Anyway, vores foerste par dage med dykkerhalloej blev tilbragt i klasselokalet og i poolen, med diverse tests, proever og oevelser der er obligatoriske, men ualmindeligt kedelige. Dog var det en fed fornemmelse at kunne traekke vejret ordenligt under vand :)
Efter disse 2 mindre fantastiske dage, var det endlig tid til at saette kursen mor Great Barrier Reef, og nogen ordentlige dyk! Dog kraevede det lige 4 "open water dives" foer vi selv maatte smutte afsted. Heldigvis var vores instruktoer meget afslappet med det, og efter 2 traenings dyk fik vi mere eller mindre lov til at goere som vi ville :) Great Barrier Reef, maa saa sboslut komme paa top 3 over de mest fantastiske ting vi nogensinde har oplevet, det er ganske enkelt fantastisk, ubeskriveligt - gennemfoert smukt!! Naar foerst man er under vandet der, kunne man blive i flere timer, men desvaerre haenger det ikke helt sammen med ilten i ens flaske, saa 45 var nok maximum per dyk, men det var mere end rigeligt til at opleve revet paa bedste vis
; revhajer, rokker, nemo fisk, papegoeje fisk, GT's en masse, barracudaer og havskildpadder er bare en broekdel af den fiskebestand der hersker her. Samtidig er der de mest farverige og helt udefinerbare koraller, der virkelig ogsaa kunne tage pusten fra en. Det kan kun siges at hvis man nogensinde kommer i naerheden af G.B.R saa tag ud og dyk - oplev revet, I vil ikke fortryde det, det er en oplevelse man vil huske forevigt, og formentlig stadig vil have soede droemme om den dag man fylder 80!
Vi fik 5 dyk for os selv efter traenings dykkene var klaret, heraf 1 dybdedyk paa 25m, et natdyk, desvaerre uden hajer, og saa bare 3 dyk i dagslys - man sover ret godt dagene efter alle disse dyk og de rigelige maengder saltvand :)
Det var alt for nu! Vi befinder os nu i Christchurch paa New Zealand og har lige koebt en bil, der gerne skulle fungere som vores hjem de naeste 3 maaneder, saa efter Super Bowl er vi afsted ---> into the wild :D